Igår den 14. oktober var det syv år siden, at jeg fik konstateret diabetes. Syv år er lang tid, men det føltes slet ikke sådan. Jeg kan faktisk ikke rigtig forstå, at der er gået så lang tid. Jeg er nok ikke den eneste der tydeligt husker den dag, jeg fik konstateret diabetes. Jeg brød selvfølgelig sammen, men ærlig talt viste jeg ikke rigtig hvad det betød, at jeg nu havde diabetes type 1. Det eneste jeg havde hørt om sukkersyge, var at det var en selvforskyldt sygdomme, som man fik, hvis man for eksempel havde spist for meget sukker. Hurtigt lærte jeg, at det jo selvfølgelig slet ikke var rigtigt.

Når jeg tænker tilbage, havde jeg en meget anderledes hverdag i starten af min diabetes, end hvad jeg har nu, og det er selvfølgelig klart, for det var et helt nyt liv, jeg nu skulle til at leve. Nu skulle jeg til at vende mig til en hverdag, hvor jeg vejede alt mad med kulhydrater i, jeg skulle stikke mig hver morgen og aften med én type insulin, og hver gang jeg spiste med en anden type insulin. Derudover skulle jeg tage mit blodsukker, hver gang jeg spiste, og før jeg skulle i seng. Disse blodsukker data skrev jeg ned i et skema, og sådan foregik det i rigtig lang tid. Den dag i dag, vejer jeg stadig min mad, måske i mindre grad end i starten, men jeg gør det stadig hver dag, og når jeg tænker over det, kan jeg slet ikke forestille mig ikke at bruge en vægt, fordi det giver mig en tryghed, da jeg ved, at jeg får den rette mængde insulin.

I dag får jeg min insulin ved hjælp af en insulinpumpe, og lige nu bruger jeg abbott freestyle libre, som er en sensor, til at holde styr på mit blodsukker. Jeg har helt klart fået en nemmere hverdag, end da rejsen med diabetes startede, ved hjælp af de behandlingsmuligheder som er tilgængelige i dag, og det er jeg mere end taknemmelig for. Jeg sætter virkelig pris på de personer, som forsker i diabetes hver dag, for at finde nye behandlingsmuligheder og for, forhåbentlig en dag, at kunne kurere diabetes.

Nogle mennesker tror, at en insulinpumpe gør alt, og at man derfor ikke skal gøre noget som helst som diabetiker. Men det er bestemt ikke rigtig! Der kræver mindst lige så meget fra min side, at behandle min diabetes med en insulinpumpe, som det gør med pen. Det er nøjagtig, det samme jeg skal gøre. Jeg skal stadig holde styr på mit blodsukker, og tjekke det hver gang jeg skal spise, eller dyrke motion eller før jeg skal i seng. Det gør pumpen ikke for mig. Jeg skal stadig regne ud hvor mange kulhydrater, der er, i den mad jeg spiser, det gør min pumpe heller ikke for mig. Jeg giver min pumpe besked på, at give mig insulin hver gang jeg spiser, eller skal korrigere, det gør den nemlig heller ikke automatisk. Ved at have insulinpumpe undgår jeg ikke at skulle stikke mig, men jeg gør det mindre end før. Jeg er super glad og taknemlig for min insulinpumpe, for den er med til at lette presset i en hverdag, hvor man skal holde styr på mange ting.

Der er ingen tvivl om, at min diabetes har ændret mig som person, og det kunne faktisk være lidt sjovt at vide, hvordan mit liv ville være, hvis jeg ikke havde fået diabetes type 1. Måske ville det ikke være meget anderledes, måske ville det. En ting er sikkert, jeg har lært at leve med diabetes, og den er en del af mig nu. Det kræver tilvænning, men jeg er super glad for mit liv med diabetes, og føler mig priviligeret til at leve i en tid, hvor det er muligt at leve med diabetes, og have en hverdag ligesom alle andre. Der er så mange, der bliver ramt af sygdomme, som er langt værre en diabetes. Jeg er lykkelig, i det liv jeg lever lige nu.

Jeg føler, at det her indlæg er lidt blandet og rodet, men det giver et lille indblik i de tanker, jeg har efter 7 år med diabetes. Et indlæg mest for mig selv, men hvis du nåede så langt, at du er kommet her til, så håber jeg, du fandt det interessant :-).

Følg mig på Instagram og Bloglovin