Kærlighed til min far som bliver 60 i dag 😘 #love #happybirthday #daddy #family #celebration

Da jeg var ca 15 år gammel, fik jeg konstateret diabetes type 1. Det hele begyndte med, at jeg begyndte at drikke, hvad der føltes som 100 liter vand om dagen, uden at det hjalp på min tørhed i munden. Som man nok kan forstille sig, så resulterede al den vand i, at jeg hele tiden skulle tisse. Derudover begyndte jeg at tabe mig helt vildt, uden at jeg gjorde noget for det, hvilket jeg selvfølgelig syntes var super fedt den gang. Jeg havde ingen energi, fordi min krop jo ikke fik den næring, den skulle have, og det gjorde, at jeg hver dag efter skole tog hjem og sov. Jeg kan ikke huske præcis, hvor lang tid jeg gik med symptomerne, men efter at have tabt 10 kg og være fuldstændig drænet for energi, brød jeg sammen en aften, imens jeg sad og spiste aftensmad. Jeg var så ked af det og træt, og jeg kunne ikke overskue noget som helst.

Min mor og jeg besluttede derfor, at jeg skulle til læge, for at få tjekket hvorfor jeg var så træt. Hos lægen var mit blodsukker så højt, at blodsukkerapparatet ikke kunne måle det. Det højeste en blodsukkermåler kan måle, er ca. omkring de 30 mmol/l. Det vil sige, mit blodsukker altså var over de 30 mmol/l, hvilket jeg synes, er utrolig skræmmende at tænke på nu. Men ja, jeg brød selvfølgelig sammen, da jeg fik beskeden om, at jeg havde fået diabetes type 1. Hvis jeg skal være helt ærlig, så vidste jeg ikke rigtig, hvad det ville sige at have diabetes type 1, men jeg vidste selvfølgelig godt, at det ikke var noget positivt. Derefter blev jeg sendt til Sygehus Syd i Aalborg, hvor jeg tilbragte 3 dage på børneafdelingen. Her blev jeg undervist i, hvad det ville sige at have diabetes type 1, og hvordan min nye hverdag nu skulle se ud.

Jeg startede ud på pen, hvilket vil sige, at jeg tog min insulin som injektioner. Jeg tog to forskellige slags. Morgen og aften tog jeg Levemir som injektion i låret. Levemir er en langtidsvirkende insulin, som sørger for det basale insulin behov, kroppen har. Derudover tog jeg, hver gang jeg spiste noget kulhydratrigt, novorapid som injektion i maven. Novorapid er en hurtigvirkende insulin, som gør, at glukosen i maden kan komme ud til kroppens celler. Jeg har aldrig haft de store problemer med nåle, og derfor var det ikke en stor omvæltning for mig at skulle give mig selv injektioner med sprøjte. Jeg sagde derfor også i et lang stykke tid nej til at få både insuflon og insulinpumpe, da jeg følte mig sikker i pennen.

De første par år for mig var meget “nemme”, hvis man kan sige det. Jeg syntes ikke på den måde, at det var svært for mig, og jeg passede min diabetes utrolig flot. Men det ændrede sig, da jeg i 10. klasse tog på efterskole. Nu var det helt op til mig selv at klare min diabetes, og jeg kunne for det meste, gøre hvad jeg ville. Jeg klarede stadig væk min diabetes rigtig flot, og havde flotte langtidsprøver. Men det var begyndelsen til en periode, hvor jeg begyndte at blive mere ligeglad med min diabetes. I min gymnasietid havde jeg det rigtig svært med min diabetes. Jeg passede den ikke lige så godt, som jeg skulle, og det kunne ses på mit langtidsblodsukker. Jeg begyndte, at se min diabetes som en pestilens og hindring i min hverdag, og jeg havde ikke overskuddet, til at skulle passe den. Jeg gjorde det selvfølgelig alligevel, men slet ikke i den grad jeg skulle. Jeg hadede at skulle tage mit blodsukker, og jeg synes, det var den største hindring for mig, selvom det kun tog 2 minutter at gøre. Den her følelse af at min diabetes var en hindring, blev ved lige indtil jeg fik min insulinpumpe.

I september 2014 fik jeg så min insulinpumpe, som jeg er ovenud lykkelig for. Det har været det bedste valg i hele mit liv, og jeg kan slet ikke anbefale insulinpumpen nok. Jeg har tænkt mig at lave et andet blogindlæg omkring min overgang til pumpen og mine tanker om den, så det vil jeg ikke komme så meget ind på her. Men hvis I har nogle spørgsmål så skriv dem endelig :-).

  Jeg synes, det kunne være rigtig fedt at høre jeres historie, hvis I har diabetes type 1 som mig. Hvordan har I haft det, og har det med jeres diabetes nu? :-).

Jeg håber, I kunne lide indlægget og fandt det interessant, uanset om I selv har diabetes eller er pårørende eller ingen af delene ;-).

– Lise